MozillaDanmark, juli 2012

august 4th, 2012 af Jesper Kristensen med Comments Closed

Statusopdatering for juli 2012:

Vores Firefox-oversætter, Søren Munk Skrøder, har besluttet sig for at stoppe som oversætter. Jeg vil gerne takke ham for et godt samarbejde, og håber at vi vil se ham igen på et senere tidspunkt. Kim og Jørgen har sørget for oversættelsen af Firefox 16, og jeg er ikke helt sikker på hvordan vi organiserer os fremover. Dette betyder at vi nu er tre centrale deltagere i stedet for to, og vi bør derfor i højere grad forsøge at få flere til at melde sig og hjælpe med oversættelsesarbejdet, som hele tiden vokser i omfang. Fx er der for nyligt åbnet for oversættelse af Firefox OS til smartphones, og vi skal have fundet en, der kan tage sig af den danske oversættelse.

Version 2.1 af Stavekontrolden er udgivet, og jeg har derfor opdateret stavekontrollen i Firefox og Thunderbird til den nye version. Samtidigt har jeg ændret udvidelsen, som man kan downloade til de versioner af Firefox og Thunderbird, hvor dansk stavekontrol ikke er indbygget, så udvidelsen nu kan installeres, afinstalleres og opdateres uden en genstart af Firefox.

Hvordan vi oversætter: Deadlines og versioner

oktober 6th, 2011 af Jesper Kristensen med Comments Closed

Jeg vil gerne fortælle lidt om hvordan vi arbejder med oversættelse i MozillaDanmark. Vi oversætter både Mozillaprogrammer og -hjemmesider. Her vil jeg forsøge at beskrive hvordan oversættelse af programmerne (Firefox til computer og mobil, Thunderbird og Lightning) foregår med hensyn til versioner og udgivelsescyklus.

Firefox (og Thunderbird) udgives i en ny version hver sjette uge efter en fast kalender. Der findes altid fire aktive “kanaler” for Firefox: Nightly, Aurora, Beta og Release.

Enhver version af Firefox starter som Nightly (også kaldet central), som er kanalen hvor al udviklingen sker. Seks uger efter at en version er startet på Nightly flytter den til Aurora, hvor der ikke længere udvikles nyt på versionen, men kun rettes kritiske fejl. Efter yderligere seks uger flyttes versionen til Beta, hvor test og kritisk fejlretning fortsætter. Efter endnu seks uger flyttes versionen så til Release, hvor den så er tilgængelig for alle almindelige Firefox-brugere. Seks uger senere bliver versionen erstattet af den efterfølgende version af Firefox.

De fire kanaler er altid forskudt med en version i forhold til hinanden, så når Firefox 7 er i Release, er Firefox 8 i Beta, Firefox 9 er i Aurora, og Firefox 10 er i Nightly.

Hvordan relaterer disse fire kanaler til oversættelsen?

Aurora er stedet hvor oversættelsen normalt foregår. Præcis 12 uger før endelig udgivelse bliver de engelske tekststrenge tilgængelige til oversættelse i Aurora. Præcis 6 uger før endelig udgivelse skal den danske oversættelse af Aurora være færdig og uploadet til Mozilla. Den kvikke læser vil bemærke at tiden mellem at de engelske tekster bliver tilgængelige og de danske tekster skal være færdige svarer til tidsrummet mellem hver version af Firefox, nemlig seks uger. Det betyder at samme klokkeslæt som Firefox 9 skal være oversat på Aurora, bliver de engelske tekster til Firefox 10 tilgængelig for oversættelse på Aurora. Der er altså altid en version af Firefox som man kan arbejde med oversættelsen af.

Beta er stedet hvor oversættelsen kan rettes, hvis vi opdager fejl, eller hvis vi er kommet bagud. Præcis seks uger før endelig udgivelse overfører Mozilla den foreløbige danske oversættelse fra Aurora til Beta. Her kan de sidste rettelser foretages, og deadline for rettelserne er cirka en til to uger før endelig udgivelse. I modsætning til alle andre datoer er denne deadline en cirka-dato, da Mozillas kvalitetssikringshold skal bruge noget tid på at teste versionen før den slippes løs til de over 400 millioner brugere. Ulemperne ved at vente til Beta med at oversætte er blandt andet,

  • at oversættelsen nu skal gemmes to steder, både til den nuværende version i Beta, og til den efterfølgende version i Aurora,
  • at den efterfølgende version allerede er klar til oversættelse i Aurora, så man nu skal oversætte to versioner på samme tid, og
  • at deadline ikke er en fast dato.

Vi forsøger derfor så vidt muligt at undgå at lave oversættelse på Beta.

Release involverer intet oversættelsesarbejde. Når først en version af Firefox er endeligt udgivet, kommer der ingen regelmæssige sikkerhedsopdateringer. I stedet kommer der en helt ny version seks uger senere. Hvis der skulle komme nogle uventede sikkerhedsopdateringer som fx Firefox 7.0.1, vil de kun indeholde kritiske rettelser, og det vil derfor ikke være muligt for os at opdatere oversættelsen i sådan en version.

Nightly er stedet hvor udviklerne arbejder, og kommer før Aurora. I det danske oversættelseshold har vi valgt ikke at oversætte Nightly, fordi der hele tiden kan komme nye tekster, der skal oversættes, og eksisterende tekster kan ændres eller fjernes helt. For at undgå spildt arbejde venter vi med oversættelsen til Aurora, hvor udviklerne er færdige med at foretage deres ændringer til teksterne, og vi har en stabil engelsk version vi kan oversætte. Nogle få oversættelsesgrupper tilhørende de store sprog oversætter Nightly, for at give feedback til udviklerne, så de kan finde engelske tekster der er svære eller umulige at oversætte.

Denne oversættelsesprocedure gælder både for Firefox og for Thunderbird. Det er dog usikkert om Lightning følger denne procedurer, selvom de har meldt ud at de vil følge samme procedure som Thunderbird.

Web-oversættelse

september 25th, 2011 af Jesper Kristensen med Comments Closed

En af vores vigtigste aktiviteter i MozillaDanmark er oversættelse af Mozillaprogrammer og -websider. Det eksisterende hold af frivillige kan ikke nå at oversætte det hele, så du er velkommen til at være med. Fx savner addons.mozilla.org en ny oversætter, og weboversætterportalen Webby har en liste over Mozilla-sider, som endnu ikke er oversat til dansk. Kom og vær med.

Oversæt Firefox Home til iPhone

november 24th, 2010 af Jesper Kristensen med Comments Closed

Firefox Home er en iPhone-applikation der giver dig adgang til Firefox Sync på din iPhone. Firefox Sync er en service til at dele dine Firefox-bogmærker, -historik og -indstillinger mellem Firefox på flere forskellige computere og mobile enheder. Firefox Sync krypterer dine oplysninger, så ingen andre end dig selv – ikke engang Mozilla – kan se dem. Firefox Home er ikke en browser, det er en slags smart adresselinje som du kender den fra Firefox, men hjemmesiderne åbnes i iPhonens indbyggede browser.

Mozilla efterlyser lige nu en dansk (og en svensk) oversættelse af Firefox Home til iPhone. Hvis du vil hjælpe med det, så kontakt Stefan Arentz, eller se ovenstående link.

Så er der en ny Firefox 4 Beta klar

august 24th, 2010 af Jesper Kristensen med 1 Comment »

Den næste Firefox 4 Beta er klar til at blive downloaded og gennemtestet af dig.

Download Firefox

Blandt nyhederne er Firefox Sync, hvormed du på sikker vis kan dele bogmærker, historik, gemte adgangskoder osv. mellem Firefox på flere forskellige computere (fx arbejdet og hjemme) og på mobilen. Du får også en ny måde at organisere faneblade på, med Firefox Panorama. En fuld beskrivelse af disse to nyheder inklusiv videoer af dem kan ses i den engelske annoncering af denne Beta-opdatering.

Til webudviklerne er der i forhold til den forrige beta nu bedre understøttelse af HTML5 Video samt en mere effektiv, dog stadig eksperimentel, metode til at lave animationer i JavaScript.

Prøv den, og glem ikke at fortælle hvordan du oplever den, enten her, i vores forum, eller via den indbyggede Feedback-knap. Vi har allerede lært en del via den feedback vi har fået, og vi vil gerne have endnu mere. Fx er jeg selv via den indbyggede Feedback-knap blevet mindet om at opdatere den danske ordbog til stavekontrollen, så brugere af en ikke-dansk Firefox 4 Beta også kan få dansk stavekontrol.

Prøv Firefox 4 Beta!

august 12th, 2010 af Jesper Kristensen med 1 Comment »

Den nye Firefox 4 kommer nærmere og nærmere, og er fuld af spændende nyheder og forbedringer. Mozilla vil gerne sikre at Firefox 4 bliver den bedste browser nogen sinde, og til det har vi brug for at du prøver betaen og fortæller os hvad du synes om den og ikke synes om den.

Skærmbillede af Firefox 4 Beta

Så skynd dig at hente Firefox 4 Beta på dansk, og brug Feedback-knappen i øverste højre hjørne til at fortælle os, hvis du oplever noget godt eller skidt med Firefox 4. Vi har brug for så meget feedback som muligt, og vi lytter til alle.

Skærmbillede af Feedback-knappen

Firefox 4 Beta har været i gang siden starten af sommeren, men vi skriver først nu om den her på siden, da den første Beta på dansk lige er kommet.

Her er en opsummering af nogle af nyhederne i Firefox 4:

  • Faneblade vises i toppen af vinduet.
  • I Windows 7 og Windows Vista er den traditionelle menulinje erstattet med en ny simplere Firefox-knap. Den kan tilvælges manuelt på andre operativsystemer.
  • App Tabs, der kan køre webapplikationer som fx Gmail så de mere ligner almindelige programmer. Se også videoen.
  • HD video: fuldskærms-video er nu hardwareaccelereret og Googles nye WebM-format understøttes, så du kan se HD-videoer på YouTube direkte i browseren.
  • Ny håndtering af tilføjelser, som vises i et faneblad i stedet for en selvstændig dialogboks.
  • En rettelse i implementeringen af CSS-standarden, så hjemmesider ikke længere kan se hvilke andre sider du har besøgt.
  • Beskyttelse mod nedbrud i plugins, som blev introduceret i Firefox 3.6.4 er udvidet til at omfatte alle plugins, og er nu også tilgængelig på Mac’en.

Under kølerhjælmen er en række forbedringer, som blandt andet har betydning for webudviklere og udviklere af Firefox-tilføjelser:

  • CSS3 Transitions gør det nemt at lave elegante animationer. Se demoen.
  • Layers & Retained Layers udnytter hardwareacceleration og giver hurtigere scrolling.
  • Ændringer i XPCOM, som gør Firefox hurtigere, men som også kræver ændringer i en del tilføjelser før de kan virke med Firefox 4.
  • HTML5 Parser er en fælles indsats blandt browserleverandører, blandt andet med det formål at alle hjemmesider skal vises ens uanset hvor mange syntaksfejl de måtte indeholde.
  • WebSockets kan bruges til at lave realtids-webapplikationer som fx online spil og chat.
  • IndexedDB giver mulighed for at gemme større mængder struktureret data på klienten med bedre ydeevne og offline tilgængelighed som nye muligheder.
  • Web-konsol er en funktion til at se hvad der sker i en webside.
  • Mulighed for at lave tilføjelser, der kan installeres/afinstalleres/opdateres og så videre uden en genstart af Firefox, samt nemmere udvikling af tilføjelser med det nye Jetpack SDK.
  • HTML5 Forms giver mulighed for at lave simple form inputs hvor browseren tager sig af forkerte inputs og hjælper brugeren med at udfylde felterne.
  • HTML5 History gør det muligt for AJAX-baserede webapplikationer at fungere med brug af frem- og tilbage-knapperne.
  • URI’er i File API’et og FormData-objektet gør det muligt at håndtere store filer med JavaScript uploads.
  • Nye CSS-egenskaber og -selektorer som resize, any, calc og image-rect.
  • Touch screen API.
  • Content Security Policy, hvor hjemmesiden selv specificerer hvilke potentielt risikable funktionaliteter den vil bruge og har sikret sig selv imod, hvorved alt andet vil blive blokeret.
  • Se den fulde liste.

Sagt igen, prøv betaen. Den er for alle, der vil være med til at forme hvordan Firefox 4 kommer til at se ud, og du behøver ikke gøre andet end at bruge den og give os feedback.

Du kan sige din mening via Feedback-knappen i betaen, i kommentarfeltet her på bloggen eller i vores forum. Så hvad synes du generelt om Firefox 4? Føles den nemmere at bruge? Føles den hurtigere? Er der websider der ikke virker lige så godt som i den forrige udgave? Nogen der virker bedre?

Referencer for nyhederne i Firefox 4: 1 2 3

Thunderbird 3.1 Release Candidate er her

maj 27th, 2010 af Jesper Kristensen med 2 Comments »

Så er release candidate af Thunderbird 3.1 klar til test, og kan hentes på dansk fra Mozilla Messagings hjemmeside. Prøv den hvis du vil hjælpe med at teste den, eller vent til den endelige udgave kommer om ganske kort tid. Vi vil som altid gerne høre fra dig hvis du har kommentarer til oversættelsen.

Nogle af nyhederne i Thunderbird 3.1 er en forbedret hurtig søgning efter mails i en given mappe samt en forbedret opdatering fra Thunderbird 2.0. Desuden bringer den nye version Thunderbird op på den nyeste Mozillaplatform som også bruges af Firefox 3.6.

Til fodbold- og Firefox-fans

maj 25th, 2010 af Jesper Kristensen med Comments Closed

I anledningen af VM vil Mozilla afholde Firefox Cup, og vi har brug for en der vil hjælpe med at oversætte de 200 ord som sitet består af til dansk. Hvil du hjælpe, så deltag i bug 567537.

Oversæt Firefox til mobilen 1.1 til Dansk

maj 13th, 2010 af Jesper Kristensen med 1 Comment »

Vi mangler en frivillig, som vil oversætte de 101 manglende tekststrenge i Firefox 1.1 til mobilen til Dansk.

Det er ikke noget der tager enormt lang tid, og vi har en nogenlunde komplet guide til hvordan det gøres.

Hvis der ikke er nogen der melder sig kommer Firefox 1.1 til mobilen ikke på dansk.

Så skriv til os i kommentarerne herunder, i vores forum eller på mail hvis du vil hjælpe.

Nu er Thunderbird 3 her på dansk

januar 20th, 2010 af Jesper Kristensen med 5 Comments »

Siden Thunderbird 3 blev udgivet på engelsk og næsten 50 andre sprog i december har vi arbejdet hårdt på at få lavet en dansk version. Nu er den endeligt her og kan downloades til Windows, Mac og Linux! Tak til alle de frivillige, som har hjulpet med oversættelsen og korrekturlæsningen af de over 2000 nye tekststrenge og de mange gamle tekststrenge, som er blevet forbedret. Tusind tak til Kim Ludvigsen, Jørgen Rasmussen, Erik Holst Trans, Finn Sørensen, Claus Rasmussen, Double-G, jeje, Kulu og alle dem jeg har glemt, som har arbejdet hurtigt for at få den danske Thunderbird klar.

Læs mere om hvad den nye Thunderbird kan på mozillamessaging.com, men vær opmærksom på at download-linket på den side er forældet, og at den korrekte version kan hentes på mozilladanmark.dk.

Ps: Firefox 3.6 skulle gerne udkomme om få timer, og Firefox 1.0 til mobilen skulle også gerne komme meget snart.