MozillaDanmark, juli 2012

august 4th, 2012 af Jesper Kristensen med Comments Closed

Statusopdatering for juli 2012:

Vores Firefox-oversætter, Søren Munk Skrøder, har besluttet sig for at stoppe som oversætter. Jeg vil gerne takke ham for et godt samarbejde, og håber at vi vil se ham igen på et senere tidspunkt. Kim og Jørgen har sørget for oversættelsen af Firefox 16, og jeg er ikke helt sikker på hvordan vi organiserer os fremover. Dette betyder at vi nu er tre centrale deltagere i stedet for to, og vi bør derfor i højere grad forsøge at få flere til at melde sig og hjælpe med oversættelsesarbejdet, som hele tiden vokser i omfang. Fx er der for nyligt åbnet for oversættelse af Firefox OS til smartphones, og vi skal have fundet en, der kan tage sig af den danske oversættelse.

Version 2.1 af Stavekontrolden er udgivet, og jeg har derfor opdateret stavekontrollen i Firefox og Thunderbird til den nye version. Samtidigt har jeg ændret udvidelsen, som man kan downloade til de versioner af Firefox og Thunderbird, hvor dansk stavekontrol ikke er indbygget, så udvidelsen nu kan installeres, afinstalleres og opdateres uden en genstart af Firefox.

MozCamp: Firefox til Android

november 22nd, 2011 af Jesper Kristensen med 1 Comment »

Fra Mozilla Camp Europe 2011 i Berlin, 12. – 13. november.

Mobile enheder som smartphones og tablets vinder mere og mere frem. Gartner tror at det mobile web-marked vil være større end på PC’en allerede i 2015. Hvor PC’erne før var fuldt domineret af IE6, så er mobilenhederne i dag domineret af neddroslede udgaver af WebKit. Mange mobil-websider er i dag derfor lavet til kun at virke i WebKit. Mozilla fokuserer intenst på at lave en fantastisk mobilbrowser til Android, som kan ændre på denne situation. Den nuværende Firefox til Android er ret langsom, og har en lidt klodset brugerflade, men der kommer store ændringer på den front meget snart.

Udviklerne er i gang med et projekt de kalder Fennec Native UI. Fennec er kodenavnet for Firefox til Android. Mozillaprogrammer bruger normalt XUL til at lave brugergrænsefladen. Men XUL kræver at den underliggende Mozilla-motor, Gecko er startet, for at kunne vises. Det er et problem på Android, da Gecko først bliver startet når du åbner Firefox, og den tager ofte fem til ti sekunder at starte op. Det er for langsomt. I stedet har udviklerne omskrevet hele brugerfladen til Java, så den derved bruger den indbyggede Dalvik-motor i Android. Fordelen er at Android sørger for at starte denne motor op, så snart enheden tændes, så du ikke behøver vente på opstarten, når Firefox åbnes.

Ulempen ved Native UI er tilføjelser. En af de største styrker ved XUL er, at et tilføjelsesprogram kan tilpasse brugerfladen så meget det har lyst til. Der er ikke de samme muligheder i Java. Her skal Firefox-udviklerne lave specielle hooks hver sted, hvor de forestiller sig en tilføjelse kunne tænke sig at ændre. Da de ikke kan lave hooks over det hele, giver dette nogle begrænsninger i hvor i brugerfladen tilføjelserne kan ændre. Alle ændringer som vedrører andre dele end brugerfladen, som fx de viste hjemmesider, kan stadig lade sig gøre.

Brugerfladen vil også blive ændret drastisk. Før var dele af brugerfladen gemt både over hjemmesiden, og til venstre og højre for hjemmesiden. Det gjorde den efter min mening ret klodset, og Firefox kom ofte i vejen for hjemmesiden. Det er nu ændret til en helt ny og efter min mening meget flottere brugerflade.

MozCamp: Data i skyen

november 22nd, 2011 af Jesper Kristensen med 1 Comment »

Fra Mozilla Camp Europe 2011 i Berlin, 12. – 13. november.

Stadig mere af vores data ligger “i skyen”, og det giver nye udfordringer. Hvordan sikrer vi, at vi altid kan få vores egne data ud af en online tjeneste og over i en anden? Hvordan kan vi sikre os, at vi selv kan bestemme hvad disse tjenester må bruge vores data til, uden helt at melde os ud af de online sociale medier? Et eksempel på Mozilla og data i skyen er Firefox Sync. Med Firefox Sync kan du synkronisere bogmærker, historik, gemte adgangskoder og indstillinger mellem dine computere, smartphones og tablets, men det hele foregår krypteret med en nøgle, som ingen andre end du kender. Så selvom din data ligger på Mozillas servere, kan Mozilla eller nogen andre ikke læse dem.

Mozilla har længe været fortaler for at udbydere som opbevarer dine personlige data, som fx Facebook og Gmail skal give brugerne bedre vilkår. Men Mozilla har efterhånden indset, at det ikke er nok at stå på sidelinjen og råbe. Man er nødt til at gå foran med et godt eksempel. For at kunne gå foran med et godt eksempel, er man nødt til selv at være en af udbyderne af sky-tjenester, og her er Sync kun en begyndelse.

Ny Firefox, Thunderbird og Lightning

september 27th, 2011 af Jesper Kristensen med Comments Closed

I dag har Mozilla udgivet nye udgaver af Firefox, Thunderbird og Lightning. De nye versioner bruger langt mindre hukommelse, hvilket betyder at der går længere tid før de begynder at sløves ned specielt på ældre og mindre kraftige computere og på smartphones.

En anden forbedring i Firefox er telemetri. Hvis du tillader det, vil Mozilla indsamle anonyme oplysninger om din Firefox, fx hvor hurtigt den kører. Disse data bruges til at gøre Firefox bedre.

Firefox i organisationer

juni 30th, 2011 af Jesper Kristensen med 1 Comment »

Ugens store samtaleemne i Mozilla-land handler om Firefox i større organisationer, som fx virksomheder, offentlig administration og skoler.

Mozillas fokus har altid været de private brugere, men organisationer er selvfølgelig velkomne til at bruge Firefox i deres store komplekse IT-setups, hvis de bare selv gør arbejdet. Mozilla vil ikke bruge tid/penge/fokus på at lave specielle løsninger til dem.

Kort før udgivelsen af Firefox 4 offentliggjorde Mozilla rapid release planen, som skal hjælpe os med at lave en endnu bedre Firefox endnu hurtigere med de ressourcer vi har. Det er en plan der giver Mozilla mulighed for at agere hurtigere og fokusere mere på at arbejde fremad i stedet for bare at holde det eksisterende kørende.

En del af planen er at Firefox automatisk opdateres hver sjette uge til den nyeste version, som både indeholder ny funktionalitet og sikkerhedsrettelser. Før i tiden var der lang tid mellem ny funktionalitet, og de jævnlige automatiske opdateringer indeholdt for det meste kun sikkerhedsrettelser.

Ved udgivelsen af Firefox 5 tre måneder senere opdagede en del af IT-afdelingerne rundt omkring den nye plan. Den passer ikke alle, da nogen IT-afdelinger bruger måneder på at teste browsere med nye funktioner før opdateringen sendes ud til organisationen, hvilket ikke er muligt med kun seks uger mellem opdateringer. Det har skabt en del misforståelser og ophedet debat. Jeg vil ikke prøve at beskrive forholdende, da jeg ikke har nok forstand på IT i store organisationer til at gøre det. I stedet vil jeg henvise til Ars Technicas beskrivelse, som er værd at læse.

Add-on SDK til udviklere af tilføjelser

juni 21st, 2011 af Jesper Kristensen med Comments Closed

Mozilla har udgivet version 1.0 af Add-on SDK og første beta af Add-on Builder.

Tilføjelser er og har altid været en vigtig del af Firefox, og Firefox ville ikke være nået så langt som den er uden dem. 85% af alle Firefox-brugere har valgt at installere en eller flere tilføjelser.

Men tilføjelser i Firefox har også en række udfordringer.

  • De fleste udvidelser kræver en genstart af Firefox for at blive installeret eller opdateret, selvom det med Firefox 4 er blevet muligt at lave udvidelser, der ikke kræver genstart.
  • At lave en udvidelse til Firefox kræver også et indgående kendskab til hvordan browserens indmad virker, og udvidelsen skal skrives i XUL, CSS og JavaScript, hvor XUL er et helt nyt sprog man skal lære.
  • Og fordi udvidelsen er så tæt knyttet til indmaden i Firefox, skal den testes og måske opdateres, hver gang der kommer en ny version af Firefox. Det er måske til at leve med når der komme en ny version en gang hvert år, men nu hvor Mozilla er gået over til at udgive en ny version hver sjette uge, er det svært at følge med.

Formålet med Add-on SDK er at gøre alt dette lettere.

  • Udvidelser udviklet med SDK’et skrives i HTML, CSS og JavaScript, som enhver webudvikler kender.
  • SDK’et indeholder en række API’er, som kan bruges uden yderligere kendskab til indmaden i Firefox. Det betyder også, at din udvidelse automatisk vil være kompatibel med fremtidige versioner af Firefox, hvis du bare holder dig til disse API’er.
  • API’erne er designet på en sådan måde, at udvidelser kan installeres og afinstalleres uden en genstart, og uden at du som udvikler behøver holde styr på at fjerne alt hvad du tilføjer.

Disse API’er kan dog ikke alt hvad man kan ved at stikke fingrene direkte ned i motorrummet. Derfor kan du også tilføje dine egne API’er, som din udvidelse og andre udviklere kan bruge. Men så mister du bare fordelen ved at udvidelsen automatisk er kompatibel med fremtidige versioner af Firefox, og du skal også selv designe API’et, så din udvidelse kan afinstalleres uden en genstart.

Add-on SDK er et godt skridt på vejen, men det er også lidt besværligt. Som webudvikler er jeg vant til at det eneste jeg behøver er en tekst editor og en browser, og jeg skal bare trykke Opdater i browseren for at se mine ændringer. For at udvikle traditionelle udvidelser til Firefox, er det eneste ekstra jeg skal bruge et zip-program, når jeg skal udgive min Firefox-udvidelse. Med Add-on SDK skal jeg til at installere både Python og SDK’et, og så skal jeg til at kompilere min udvidelse med et kommandolinje-værktøj. Det kan jeg undgå med Add-on Builder, som er en hjemmeside med SDK og en editor bygget sammen “i skyen”. Her kan jeg lave min udvidelse direkte på en hjemmeside, og jeg kan teste den med det samme, og udgive den til addons.mozilla.org. Det kræver bare at man kan undvære sin vandte tekst editor.

At skrive en eksisterende udvidelse om til at bruge SDK’et er et stort projekt, og meget skal skrives om fra bunden. Men heldigvis kan man vælge at fortsætte som man plejer uden SDK’et med XUL, genstarter og opdateringer ved nye versioner af Firefox.

Firefox har altid været foran blandt browserne inden for tilføjelser. Internet Explorer har dem, men de er i maskinkode, hvilket betyder C++. De er derfor svære og tidskrævende at lave, og det er begrænset hvad de kan. Tilføjelser til Chrome og Safari er nemme at lave i HTML, CSS og JavaScript, men til gengæld er det meget begrænset hvad man kan med dem. Med tilføjelser til Firefox kan man derimod næsten alt hvad man har fantasi til. De er lettere at lave end tilføjelser til Internet Explorer, og med det nye SDK og Builder er simple tilføjelser lige så nemme at lave som tilføjelser til Chrome og Safari, mens det stadig er muligt at lave mere avancerede tilføjelser til Firefox.

Ny version af Firefox

juni 21st, 2011 af Jesper Kristensen med 5 Comments »

I dag har Mozilla udgivet en ny version af Firefox til Windows, Mac OS X, Linux, Android og Maemo. Som almindelig bruger vil du nok ikke kunne se forskel på den nye og den foregående version. Eneste synlige ændring er at mobiludgaven nu også understøtter Do Not Track, så du kan fortælle websider du besøger, at du ikke ønsker at blive sporet. Derudover er der en række forbedringer for webudviklere, som nu kan bruge CSS Animations.

Mozilla er gået over til en ny hurtig cyklus, hvor nye versioner af Firefox udgives hver sjette uge på klokkeslæt. Det betyder at nye funktioner og forbedringer kommer hurtigere til dig, og betyder samtidigt at udviklerne ikke skal bruge så meget tid på at lappe gamle versioner. Men det betyder også, at du ikke kan forvente de store forandringer i hver ny version.

Du vil få den nye version automatisk i løbet af et døgn, eller du kan hente den med det samme fra menuen Firefox -> Hjælp -> Om Firefox.

Mozilla på DR P1 Harddisken

april 12th, 2011 af Jesper Kristensen med Comments Closed

Radioprogrammet Harddisken på DR P1 sendte den 9. marts en udsendelse, som blandt andet indeholder et interview med Tristan Nitot fra Mozilla Europe. Her blev snakket om Firefox 4, Web Apps og Web App Stores, Firefox Sync og mobilbrowsere. Udsendelsen kan downloades fra dr.dk, hvor indslaget om Mozilla starter 37 minutter og 32 sekunder inde i udsendelsen. Hvis du ikke er til lyd, kan du også læse et referat af udsendelsen.

Firefox 4 er her!

marts 23rd, 2011 af Jesper Kristensen med Comments Closed

Så er den endelige version af Firefox 4 klar til download. Den kan hentes fra getFirefox.com eller ved at vælge Tjek for opdateringer fra menuen Hjælp.

Nogle få af nyhederne i Firefox 4 er:

  • Markante forbedringer i hastigheden, blandt andet en ny hurtigere JavaScript-engine og hardwareacceleration af grafik.
  • En ny og simplere brugerflade.
  • Synkronisering mellem dine enheder, uden at gå på kompromis med privatlivet.
  • Ny håndtering af tilføjelser med automatisk opdatering og installation uden genstart.
  • Mulighed for at bede websider om ikke at spore din færden med Do Not Track.
  • Tonsvis af nye webteknologier som fx CSP, WebM og WebGL.

Firefox 4 Relase Candidate

marts 10th, 2011 af Jesper Kristensen med Comments Closed

Nu er Firefox 4 Release Candidate klar til download fra getfirefox.com/beta.

Skærmbillede af Firefox 4

 

Prøv den og fortæl hvad du synes om den. Hvis alt går vel bliver denne Release Candidate meget snart til den endelige udgivelse af Firefox 4.