MozCamp Europe 2012

lørdag, september 15th, 2012 kl. 16:44 af Jesper Kristensen

Sidste weekend var jeg til Mozilla Camp Europe i Warszawa. Dette er min beretning derfra, som en blanding af de budskaber jeg har hørt og min egen fortolkning.

Hvor jeg sidste år havde et indtryk af at Mozilla forsøgte at finde ud af hvad vi skal fokusere på, så var der i år et helt klart fokus: Firefox OS til smartphones. Desuden har jeg hørt lidt opdateringer omkring Firefox til Android. Fremtiden for Firefox på desktoppen byder på nye webstandarder og bedre udviklingsværktøjer.

Firefox OS

Mozilla satser ben hårdt på Firefox OS sammen med Telefonica og en række andre partnere. De vil i første omgang sælge telefoner med Firefox OS i latinamerika. Der var rig mulighed for at prøve telefoner med Firefox OS, og det ser lovende ud. Det minder en hel del om iOS og Android, og det kører meget hurtigt og flydende. Der er dog stadig et langt stykke vej før styresystemet er klar til brug.

Ud over en præsentation lørdag formiddag, hvor alle var samlet, deltog jeg i sessioner om sikkerhedsmodellen og om design af brugerfladen. Alt hvad man som bruger ser på telefonen er baseret på webteknologier som HTML, CSS og JavaScript. Det er inklusiv startskærmen, statuslinjen i toppen, opkaldsappen osv. Det betyder dog ikke at de skal have netforbindelse for at fungere. Nogle af disse apps kræver særlige tilladelser, som fx adgang til SIM-kort. Til det formål udvikler Mozilla i samarbejde med W3C og andre nye web-API’er, som forhåbentligt også vil finde vej til andre mobile styresystemer.

Indbyggede kerne-apps har altid adgang til de særlige API-er, mens installerede apps skal bede om tilladelse. I iOS og Android opremses tilladelserne, når man installerer en app, og man kan vælge at give alle tilladelser eller lade være med at installere. I Firefox OS kan man installere en app uden at give alle de tilladelser en app beder om. Fx har jeg en app til min Android til netbanken, som har tilladelse til at ringe op til dyre telefonnumre i baggrunden. Det har den fordi jeg så kan ringe til min bankrådgiver direkte fra appen. På Firefox OS vil jeg kunne slå den tilladelse fra, da jeg ikke bruger den funktion i appen.

Firefox til Android

Der er stadig stort fokus på Firefox til Android. Jeg hørte nogle statistikker om hvordan bedømmelserne i Google Play var steget markant da den nye Firefox 15 med Android Native UI blev udgivet, hovedsageligt på grund af forbedret hastighed.

Firefox til Android ses til dels som en forløber til Firefox OS. Mozilla kan bruge den til at sikre sig at Gecko virker godt på mobiler før Firefox OS er klar til brug, samt til at sikre sig at mobile websteder ikke bruger kode, som kun virker i WebKit.

Firefox til desktoppen

Med al den mobilsnak skulle man tro at Firefox på almindelige PC’er er helt død. Mozilla er her ikke for at sælge produkter, men for at gøre en forskel. På desktoppen har vi allerede fået konkurrenterne op af hængekøjen og trukket browserudviklingen i den rigtige retning. På smartphoneområdet er apps-teknologien derimod på vej i en forkert retning, med isolerede platforme, hvor ejerne (Apple og Google) har fuld kontrol over alt. Her er der brug for Mozilla til at komme med et andet alternativ.

Men Firefox på deskstoppen har trods alt over 400 millioner brugere, som vi ikke bare kan lade i stikken, og hvis Firefox forsvinder, risikerer vi nemt at de andre spillere vil trække udviklingen i en negativ retning. Så der er stadig en hel del fokus på desktoppen. Det er bare ikke så nyt og derfor ikke så spændende at fortælle om til en MozCamp.

Mozillas fokus på desktoppen er bedre udviklingsværktøjer. Firefox skal være webudviklernes klart foretrukne browser. Man er ved at udvikle nye værktøjer til at analysere CPU- og hukommelsesforbrug af hjemmesider, så det bliver nemmere at optimere dem. Der er også fokus på den nye WebRTC-teknologi, som kan give peer-to-peer lyd og video i browseren uden plugins.

MozillaDanmark

Jeg har hovedsageligt deltaget i de teknologi-fokuserede dele af denne MozCamp. Men jeg har også forsøgt at deltage i sessions som mere direkte relaterer til MozillaDanmark. Fredag aften havde jeg en længere snak med William Quiviger og David Boswell om at finde nye bidragydere. Den var interessant, men jeg tror ikke jeg fik så meget konkret ud af den. Jeg var til en session om brug af Sandstone på community-sider som vores egen (Sandstone er det nye design på alle Mozillas websider). Jeg synes bestemt det er noget vi skal se nærmere på, men det kræver en del tid, hvilket ikke er hvad jeg selv har mest af. Ved en session om brugeroplevelse stødte jeg på en der var interesseret i stavekontrollen og hvordan man kunne gøre ordbøgerne nemmere at installere, hvilket jeg selv har været involveret i. Jeg tror han var fra Israel. Jeg gav ham min mailadresse, men har ikke hørt fra ham endnu.

Andre emner

Ud over det tekniske og produkterne, som jeg allerede har beskrevet, var der to emner, som ofte gik igen. Det første var som altid at alle gerne vil være flere i deres del af Mozila-communityet, men at det er svært at finde nye frivillige.

Det andet gennemgående emne er at Mozilla har svært ved at forene ansatte og frivillige i et samlet fællesskab. Ind til videre har Mozilla kun haft to muligheder for at kommunikere: Fortæl det til de ansatte, eller fortæl det til hele verden. Mozilla vil meget gerne kunne diskutere store beslutninger med fællesskabet af frivillige før de vedtages, uden at tech-pressen skriver om det med det samme. Mozilla forsøger at udbygge mozillians.org til dette formål. Men fiaskoen tidligere på sommeren, hvor nogen lækkede nyheden om fremtiden for Thunderbird før den var diskuteret og vedtaget blandt Mozilla-bidragydere, har givet en del udfordringer.

Det var hvad jeg lige kan huske fra sidste weekends MozCamp i Warszawa.

 

Comments are closed.