MozCamp: Firefox til Android

Af Jesper Kristensen, 22-11-2011 21:51

Fra Mozilla Camp Europe 2011 i Berlin, 12. - 13. november.

Mobile enheder som smartphones og tablets vinder mere og mere frem. Gartner tror at det mobile web-marked vil være større end på PC’en allerede i 2015. Hvor PC’erne før var fuldt domineret af IE6, så er mobilenhederne i dag domineret af neddroslede udgaver af WebKit. Mange mobil-websider er i dag derfor lavet til kun at virke i WebKit. Mozilla fokuserer intenst på at lave en fantastisk mobilbrowser til Android, som kan ændre på denne situation. Den nuværende Firefox til Android er ret langsom, og har en lidt klodset brugerflade, men der kommer store ændringer på den front meget snart.

Udviklerne er i gang med et projekt de kalder Fennec Native UI. Fennec er kodenavnet for Firefox til Android. Mozillaprogrammer bruger normalt XUL til at lave brugergrænsefladen. Men XUL kræver at den underliggende Mozilla-motor, Gecko er startet, for at kunne vises. Det er et problem på Android, da Gecko først bliver startet når du åbner Firefox, og den tager ofte fem til ti sekunder at starte op. Det er for langsomt. I stedet har udviklerne omskrevet hele brugerfladen til Java, så den derved bruger den indbyggede Dalvik-motor i Android. Fordelen er at Android sørger for at starte denne motor op, så snart enheden tændes, så du ikke behøver vente på opstarten, når Firefox åbnes.

Ulempen ved Native UI er tilføjelser. En af de største styrker ved XUL er, at et tilføjelsesprogram kan tilpasse brugerfladen så meget det har lyst til. Der er ikke de samme muligheder i Java. Her skal Firefox-udviklerne lave specielle hooks hver sted, hvor de forestiller sig en tilføjelse kunne tænke sig at ændre. Da de ikke kan lave hooks over det hele, giver dette nogle begrænsninger i hvor i brugerfladen tilføjelserne kan ændre. Alle ændringer som vedrører andre dele end brugerfladen, som fx de viste hjemmesider, kan stadig lade sig gøre.

Brugerfladen vil også blive ændret drastisk. Før var dele af brugerfladen gemt både over hjemmesiden, og til venstre og højre for hjemmesiden. Det gjorde den efter min mening ret klodset, og Firefox kom ofte i vejen for hjemmesiden. Det er nu ændret til en helt ny og efter min mening meget flottere brugerflade.