Firefox på Android

Af Jesper Kristensen, 30-04-2010 21:53

For nogle få dage siden annoncerede udviklerne bag mobiludgaven af Firefox, at de nu har fået en udviklerversion af Firefox til at køre på Android-platformen, som er kendt fra blandt andet Googles telefon og flere af de nye modeller fra HTC. Firefox til Android er af såkaldt pre-alfa-kvalitet, men hvis man har mod på at teste den, så opfordrer udviklerne en til at prøve den og komme med feedback på eventuelle fejl.

Mobiludgaven af Firefox har indtil videre kun eksisteret til Maemo-platformen, som bruges på Nokias N810 og N900-modeller. Mozilla har tidligere haft forsøg med Firefox på Windows Mobile, men har måttet stoppe dette, da Microsoft har annoncerede at fremtidige versioner af Windows Mobile ikke understøtter navive-programmer som Firefox.

For at gøre listen over mobilplatforme dækkende, kan nævnes at der fortsat er planer om at få Firefox til at køre på Symbian-platformen, som nok er den mest udbredte platform blandt mobiltelefoner, samt at der selvfølgelig stadig ingen planer er om at få Firefox til at køre på iPhone, da dette ikke er tilladt ifølge Apples betingelser.