Firefox 4 brugerflade

Af Jesper Kristensen, 27-02-2010 15:05

Her er et billede, af hvordan Firefox 4 måske kan komme til at se ud, når den engang kommer:

Firefox-4-Mockup-i05-(Win7)-(Aero)-(TabsTop)-(Default)

Dette er det seneste af de designs Mozillas UX-hold (User Experience) har lavet. Billedet er på Windows 7, og viser den formodede standardkonfiguration, hvor fanebladene vises øverst og bogmærkelinjen er skjult. Begge disse ting vil selvfølgelig kunne ændres ved tilpasning af værktøjslinjerne, og du kan også se billeder af disse andre konfigurationer samt andre platforme som Windows XP, Mac OS X og Ubuntu. Billederne er i PSD-format, som fx kan ses med IrfanView. Knappen til venstre for søgebaren i billedet er bogmærkemenuen.

En af de store nye ting efter min mening er at den gamle Filer-Rediger-Vis-menu er fjernet til fordel for en enkelt orange Firefox-knap. Den gamle menustruktur stammer fra kontorprogrammer og andre redigeringsværktøjer, og har aldrig rigtig passet til en browser. Internet Explorer og Chrome er da også allerede gået væk fra denne struktur, men Firefox har tænkt sig at gå skridet videre, og kun have en enkelt menu, så man ikke skal huske hvilken menu et bestemt menupunkt ligger i. Det er planen at rydde op i menuerne, så de fleste punkter kan være i en enkelt menu uden undermenuer, som på denne langt fra endelige skitse:

Et andet område af Firefox' brugerflade, som er under udvikling er fx vinduet til håndtering af tilføjelser, hvor man blandt andet overvejer at ændre det fra et selvstændigt vindue til et faneblad:

En anden ide der udforskes, er en måde at navigere rundt i sine bogmærker på samme måde som man kan navigere rundt i hjemmesider, integreret med brug af adresselinjen og frem/tilbage-knapperne:

Desuden er der også planer om et opdateret download-vindue samt nemmere webstedsspecifik indstilling (cookies, zoom, adgangskoder), men jeg har endnu ikke set nogen farverige mockups af disse.

Intet af dette er fastlagt endnu, og såfremt det hele kommer med, er det ikke sikkert at den version det kommer i kommer til at hedder 4. Vi kalder den bare 4 indtil videre. Er du god til UX-design, kan du også selv deltage i processen på nyhedsgruppen/mailinglisten mozilla.dev.usability.